Rom - fredag den 06. marts 2009
Peterskirken og opera
Vi holdt vores løfte og meget tidligt om morgenen købte vi en dagsbillet til bussen. Efter lidt forvirring med at finde den rigtige bus, gik turen over stok og sten til Vatikanet. Vi havde talt om at gå turen men var glade for, at vi havde valgt bussen. Der var vel 5-6 km. dertil.
I Vatikanet kan man sagtens bruge flere dage, men det havde vi jo ikke tid til, så vi ville nøjes med en appetitvækker i form af Peterskirken. Pladsen foran kirken, hvor der kan være 200.000 mennesker, var næsten tom og da det lykkedes os at finde ”sikkerhedshullet” i højre side af pladsen, kunne vi næsten gå lige ind i kirken. Jeg kan hurtigt få nok af kirker, museer og arkelogiske steder men jeg er nødt til at sige, at Peterskirken er noget af det største, jeg har set. Den er så ubeskrivelig stor. Med over 40 meter til loftet kan man slet ikke forestille sig størrelsen. Kirken har verdens længste skib og selve kirken er fyldt med den ene store udsmykning efter den anden. Det er bare vildt. Mit kamera kunne slet ikke finde ud af, hvilken retning det skulle pege i. Vi lappede godt i os og efter en lille time, havde vi fået stillet den værste sult. Men Marie havde mod på mere. Jeg havde egentlig planlagt, at vi skulle op og se kuplen, der sidder oppe ovenpå den over 40 meter høje bygning. Kuplen er samlet set over dobbelt så højt som selve kirken, så i alt er bygningen over 130 meter højt (så vidt jeg husker).
Udfordringen med kuplen er, at den skal man faktisk besøge før man går ind i kirken, så vi måtte ud af kirken og gennem sikkerhedschecket på pladsen igen. Men også 2. gang – kl. ca. 9:15 – var der god plads. Vi fandt frem til kuppel-indgangen og kunne vælge mellem at betale 15 Euro for trapperne og 19 Euro for at bruge elevatoren, der kunne bringe os et stykke på vej – men ikke helt til toppen. Marie valgte trapperne og jeg skal hilse og sige, at der er over 300 trin derop, så man får sin sag for. Vi nåede – efter ca. 200 trin – til toppen af kirken og kunne gå inde i selve kuplen og kigge ned i kirken. Jeg troede i første omgang, at vi var på toppen men det viste sig hurtigt, at vi skulle videre opad – via smallere trapper, der førte os op over kuplen – ovenpå den. Mens vi gik dér, kunne vi tænke lidt over dette helt fantastiske bygningsværk fra 1500-tallet. Hvordan kunne de overhovedet bygge så stort dengang. Unglaublich!
Prisen for at nå toppen – i ca. 100 meters højde – var en enestående udsigt over Rom. Det var bare det hele værd. Gå ikke glip af turen derop! Der var endnu ikke så mange turister, så vi kunne rigtig nyde udsigten og NU var kameraet sørme begyndt at blive varm. Jeg havde taget kort med til godt 500 billeder og det plejer jo ofte kun at række til en dag, men jeg nåede aldrig i bekneb på turen. Marie var i øvrigt blevet udstyret med vores lille Ixus, så hun kunne supplere de steder, hvor jeg ikke var vågen. Vejret var i øvrigt perfekt til billeder. Solen kiggede forsigtigt frem bag et tyndt lag skyer, så jeg forsøgte også at lave et rigtigt 360 grader billede. Vi må se, om det lykkedes…
Nå, men det varer jo ikke evigt, så vi begyndte nedstigningen igen. Trapperne er så smalle, så man kan ikke passere hinanden. Derfor er op- og nedturen også 2 forskellige ruter. Da vi nåede ned ovenpå kirken, var der sørme både toiletter og souvenirbutikker. Ja, så man kan altså forrette sin nødtørft ovenpå Peterskirken. Det lyder da lidt skørt…
Turen i kuplen endte direkte nede i kirken men vi havde ligesom set det vi skulle, så vi styrede direkte mod udgangen. Nu var der kommet en del gæster og køen strakte sig pænt hen over pladsen foran kirken – men ikke helt så langt, som man har hørt skrækhistorier omkring.
Marie havde stadig kontrollen over bykortet. Det plejer ellers at være min gebet men det var faktisk dejligt at følge med som det tynde øl. Vi blev ført væk fra Vatikanet mod syd langs Tiberen (mon ikke floden hedder sådan på dansk?). Marie ledte os op i et grønt område, som ikke lige var med på min plan, men solen varmede dejligt og en tur i parken var næsten at foretrække, frem for at skulle gå i butikker. Vi havde jo forladt et få grader varmt Danmark, så en dag i solen var rent guf – og det, vi havde drømt om.
MEN vi havde jo ikke fået morgenmad endnu og efterhånden tyndede det ud i turister og restauranter. Vi endte oppe i et område, der på toppen hedder Gianicolo. Her overfaldt vi en lille bod, hvor de solgte friske sandwiches og kaffe. Vi troede også, at de kunne skaffe friskpresset juice men det kunne han ikke klare. Og så lærte vi, at hvis man skal bestille kaffe i Rom, så er det ikke nok, at bestille kaffe. Man skal sige ”kaffe americano”. Ellers får man, som vi fik, en meget lille kop, hvor der ikke er mere end en enkelt mundfuld.
Sandwichen smagte super og solen havde fået godt fat, så vi havde næsten ikke lyst til at forlade pladsen. Men vi skulle jo videre. Marie havde opfundet en plan om, at vi skulle se flere af de ting, jeg havde sat på planen til dagen efter. Så mente hun nemlig, at der var mere tid til shopping genet…
Vi fandt stille og rolig ned fra det høje område og nåede broen Ponte Sublicio over Tiberen tilbage til det centrale Rom. Her fulgte vi gaden via Marmorata, hvor første mål var delikattesseforretningen Volpetti. Som vi havde læst, var det et slaraffenland for spisere af oste, pølser, kød og gode vine. Der blev delt godt ud af smagsprøver og det kunne de også sagtens gå an, for vi endte med at købe ind for over 500 kr.!
Det var til dagens aftensmad og heriblandt var en 10 år gammel ost, en himmelsk gorgonzola, noget tørret kød og en del oliven – samt ikke at forglemme: En god Amarone.
Videre ned af gaden fik Marie øje på et marked og det måtte vi kigge nærmere på. Det lå en blok fra den store via Marmorata og her var der handel med frugt, grønt, ost og fisk. Lige sådan et marked, som jeg kan lide at kigge på. Men benene var ved at være møre og da vi havde handlet lidt grønt, faldt vi over en lille fortovsrestaurant. Det var godt for tæerne. Da vi havde siddet dér en tid, fortsatte turen op mod det historiske center. Vi valgte at begynde at udnytte vores buskort men det havde vi ikke stort held med. Hver gang vi hoppede ombord på en bus drejede den væk fra vores kurs. Så måtte vi hoppe af igen og opsøge en anden bus. Det skete et par gange, inden vi havnede i et område, vi mente at kunne gå hjem fra. Vi tøffede op og ned af gaderne og endte pludselig foran en restaurant la Carbonara på Campo di’ Fiori. Jeg mente i første omgang, at det var her, at jeg havde bestilt bord til dagen efter men det viste sig hurtigt, at der findes 2 restauranter i Rom med det navn. Og den, som vi stod foran, var den, der IKKE blev anbefalet. Nu kom jeg så i tvivl, om jeg faktisk havde bestilt bord her. For at være sikker, måtte vi hellere opsøge den anden på et tidspunkt og få bestilt bord.
Nu nægtede jeg snart at bevæge mig mere. Vi havde gået et pænt stykke over normalen og vi skulle også gerne have kræfter til aftenens tur. Så vi defilerede hjem til hotellet og slappede lidt af, tog et bad og hyggede os med de indkøbte godter. Det smagte (efter sigende) himmelsk. Jeg kunne lige ane smagen af de forskellige madvarer men vinen var næsten helt væk. En Amarone uden smag. Så ER man forkølet!
Aftenens tur gik til kirken Chiesa di S. Paolo entro le Mura, hvor vi skulle overvære en operakoncert flankeret af Rondo Veneziani med forskellige gæster. Vi var der i god tid, da pladserne var unummererede. Så vi ventede en times tid, inden koncerten gik i gang. Med os på første række. Vi kendte ikke så mange af de arier, der blev fremført men flot var det. Og på første række kunne vi rigtig nyde de enkelte sangeres skuespil.
Således kulturelt belæsset, gik vi en lille omvej tilbage til hotellet, for at finde den rigtige (den lille) la Cabonara. Desværre gik vi (jeg) lidt forkert af kortet og vi fandt den ikke.
Så var det ellers tilbage til hotellet og en god nats søvn. Oprindeligt havde vi planlagt at stå tidligt op igen i morgen, men da Marie havde trukket os igennem så mange ting i dag, tillod vi os den luksus, at få lov til at sove, til vi kunne nå morgenmaden på hotellet.
